§ 1.
Foreningens navn: Varnæs-Bovrup Idrætsforening
Stiftet den: 01. november 1977

Hjemsted: Aabenraa Kommune


§ 2.
Foreningens formål er ved idræt og andet kulturelt virke at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel.


§ 3. Foreningen er tilsluttet DGI Sønderjylland og er dermed undergivet amtsforeningens vedtægter. Afdelingerne kan desuden være medlemmer af specialforbundene under DIF.

§ 4.
Stk.1
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Den alene har ret til at ekskludere medlemmer, udnævne æresmedlemmer, ændre vedtægter og opløse foreningen.

Stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned med følgende dagsorden:
1. valg af dirigent
2. valg af protokolfører
3. fremlæggelse af beretning
4. fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
5. behandling af indkomne forslag
6. valg af bestyrelsesmedlemmer – jfr. § 5 stk. 1
7. valg af festudvalgsmedlemmer – jfr. § 6 stk. 1
8. valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
9. eventuelt


Foreningens regnskabsår er 01. januar – 31. december.

Alle sager afgøres ved almindeligt stemmeflertal (mere end halvdelen af de afgivne gyldige stemmer), se dog § 4 stk. 5 og § 9 stk. 1.


Stk. 3 Generalforsamlingen varsles senest 14 dage før afholdelse i en lokal avis.

Stk. 4 Forslag til dagsorden skal være skriftlig og være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Stk. 5 Vedtægtsændringer samt eksklusion af medlemmer kan kun gennemføres af generalforsamlingen, når mindst 2 / 3 af de afgivne gyldige stemmer går ind derfor.

Stk. 6 Ekstraordinær generalforsamling afholdes når et flertal i bestyrelsen eller 1/ 3 af foreningens medlemmer fremsætter skriftlig anmodning herom, ledsaget af en dagsorden. Den ekstraordinære generalforsamling skal være afholdt senest 4 uger efter den skriftlige anmodning er modtaget. Indvarsling og afholdelse følger reglerne for den ordinære generalforsamling.


Stk. 7 Medlemmer, der er i restance ud over 3 måneder, kan udelukkes fra at deltage i foreningens aktiviteter, indtil gælden til foreningen er indfriet. Dette afgøres af bestyrelsen.

§ 5. Stk. 1 Bestyrelsen består af 11 medlemmer, hvoraf de 10 vælges på Generalforsamlingen for 2 år ad gangen, således at der afgår henholdsvis 5 medlemmer i ulige år og 5 medlemmer i lige år. Såfremt den enkelte afdeling selv vælger sin afdelingsformand, jf. § 5, Stk. 3, så skal dette bestyrelsesmedlem ikke vælges på Generalforsamlingen; men udpeges af afdelingen for ét år ad gangen. Det 11. medlem udpeges af festudvalget for ét år ad gangen.
Vedtagelse i bestyrelsen kræver, at over halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede og flertallet af de fremmødte stemmer for forslaget.

Stk. 2 Generalforsamlingen vælger formand, kasserer, sekretær og afdelingsformænd. Såfremt den enkelte afdeling selv vælger sin afdelingsformand, jf. § 5, Stk. 3, så skal denne afdelingsformand ikke vælges på Generalforsamlingen; men udpeges af afdelingen for ét år ad gangen. Næstformand vælges internt i bestyrelsen. Ved varigt frafald i bestyrelsen supplerer denne sig frem til førstkommende ordinære generalforsamling. Sådanne suppleanter indtræder i bestyrelsen på lige fod.
Alle beslutninger skrives til referat, som godkendes på førstkommende bestyrelsesmøde.

Stk. 3 De enkelte afdelinger kan efter aftale med bestyrelsen nedsætte egne udvalg. Disse udvalg skal sammensættes inden foreningens ordinære generalforsamling. De enkelte afdelinger kan efter aftale med bestyrelsen selv vælge sin afdelingsformand, som dermed ikke skal vælges på Generalforsamlingen, jf. § 5, Stk. 1 og § 5, Stk. 2. For de afdelinger, som selv vælger afdelingsformand, udfærdiges en skriftlig forretnings-
gang, som skal godkendes af afdelingsudvalget og bestyrelsen.

Stk. 4 Budgettet udarbejdes af kassereren, og fastlægges ligesom kontingent af bestyrelsen. Kassereren udarbejder lister over aktive og passive medlemmer.

Stk. 5 Trænere antages efter forudgående drøftelse i bestyrelsen.

§ 6. Stk. 1 Festudvalget består af 8 medlemmer der vælges for 2 år ad gangen, således at der ulige år afgår 4 medlemmer, og lige år afgår 4 medlemmer. Afgående medlemmer fungerer til 30. juni samme år. Udtræder et medlem i en valgperiode, supplerer udvalget sig selv med en afløser frem til næste generalforsamling.

Stk. 2 Festudvalget fordeler selv arbejdsopgaverne imellem sig. Disse meddeles bestyrelsen.
Vedtagelse i festudvalget kræver, at over halvdelen af festudvalgets medlemmer er til stede og flertallet af de fremmødte stemmer for forslaget.

Stk. 3 Festudvalget har rådighed over egen kassebeholdning, hvis størrelse løbende aftales med bestyrelsen.

Stk. 4 Festudvalget udfærdiger mødereferat, som godkendes af mødedeltagerne ved næste møde. Foreningens formand tilsendes kopi af alle mødereferater.

Stk. 5 Festudvalgets regnskab aflægges på den ordinære generalforsamling som en del af foreningens regnskab, efter det er gennemgået af foreningens revisorer.

Stk. 6 Ansøgninger om bevillinger i forbindelse med festudvalgets arrangementer foretages
i henhold til gældende lovgivning og i henhold til gældende forordninger.

§ 7. Stk. 1 Som medlem kan optages enhver, som kan anerkende foreningens vedtægter.

Stk. 2 Stemmeret har alle foreningens medlemmer der er fyldt 15 år. Valgbar til bestyrelsen er ethvert aktivt eller passivt medlem, der er fyldt 18 år (og dermed myndig).

§ 8. Stk. 1 Foreningen tegnes ved formanden og næstformanden. Dog ved køb, salg, kaution eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån af den samlede bestyrelse.
Afdelingsformænd har rådighed over afdelingens godkendte budget.

Stk. 2 Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtelser, for hvilken foreningen alene hæfter med dens respektive formue.

Stk. 3 Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse overfor foreningen ud over kontingentforpligtelsen.

Stk. 4 Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

Stk. 5 Foreningens aktive medlemmer holdes ikke ulykkesforsikrede af foreningen.

Stk. 6 Foreningens lysanlæg på sportspladsen i Varnæs, hører sikkerhedsmæssigt under Aabenraa Kommune i henhold til aftale af 20.11.97/KS.

Kommunen har ved periodiske eftersyn ansvaret for at anlægget opfylder de til enhver tid opstillede lovkrav for sådanne anlæg.


§ 9. Stk. 1 Foreningen kan kun opløses, såfremt 2 / 3 af deltagerne i 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor.

Stk. 2 Opløses foreningen, tilfalder formuen, (herunder klubhus, lysanlæg, telt, inventar m.m.) ungdomsarbejdet i Varnæs-Bovrup området i Aabenraa Kommune.

Stk. 3 Ophører foreningen med at eksistere, eller udmelder foreningen sig af amtsforeningen, skal den til denne aflevere samtlige modtagne ejendele.

§ 10.


Stk. 1 I forhold der ikke er omtalt i ovenstående vedtægter, træffer bestyrelsen afgørelse efter gældende regler.
Stk. 2 Således vedtaget på den stiftende generalforsamling i Varnæs den 01. november 1977 og med senere tilføjelser og ændringer 24.10.1979 - 22.10.1981 – 31.10.1983 – 23.01.1985 – 30.01.1986 – 26.02.1990 – 25.02.1993 – 28.02.1994 – 23.02.1998 –
28.02.2000 - 24.02.2001 – 28.02.2003 samt 20.03.2004.

Varnæs Bovrup IF