Sikkerhedsregler for VBIF Havkajak
De følgende sikkerhedsregler gælder for alle kajakaktiviteter, der udøves i klubbens regi. Det påhviler alle medlemmer at være bekendt med og følge sikkerhedsreglerne når man deltager i klubaktiviteter. Der skelnes i den forbindelse ikke mellem roning i klubbens eller privat udstyr.
1. Deltagelse i klubture
På alle kajakture på klubaftener og andre klubarrangementer har bestyrelsen udpeget en eller flere turledere. Det forventes, at alle deltagere på disse ture efterkommer turlederens anvisninger.
2. Sikkerhedsfaktorer
Følgende er gældende indtil vandtemperaturen er over 10 C og efter aftale med turleder/ instruktør:
-
Frigivne havkajakroere kan umiddelbart ro i klubregi i perioden fra standerhejsning til efterårsferien, hvis de viser en selvredning og har våd- eller tørdragt på.
-
Øvede havkajakroere, der endnu ikke er frigivne kan efter aftale med turleder/instruktør komme med på tur afhængig af vejr og vind. Som udgangspunkt kun i “vigen”. Det kræver, at de viser en “wet-exit” og har våd- eller tørdragt på.
-
Nye medlemmer/begyndere kan prøve at ro i en havkajak i Varnæsvig med hjælp af en frigivet roer/ instruktør.
Derudover skal alle roere altid overveje følgende sikkerhedsfaktorer inden roning påbegyndes:
-
Eget kajaktekniske færdighedsniveau
-
Vejrforhold: Lufttemperatur, vindstyrke og –retning, vandtemperatur etc.
-
Afstand til kysten
-
Erfaringsgrundlag i gruppen
-
Erfaring og viden om kajakker, udstyr, påklædning, sikkerhedsudstyr, vejrforhold, førstehjælp samt lokalkendskab.
3. Ansvar
Enhver roer har ansvaret for sin egen sikkerhed. Frigivne roere som ledsager andre roere har et større ansvar, da de ledsagede roeres sikkerhed i meget høj grad afhænger af dem. Det kræver erfaring at vurdere rosikkerheden under hensyntagen til roernes erfaring.
4. Udstyr.
Roere skal altid være iført en godkendt svømmevest. Ved havkajaksejlads i større afstand fra kysten skal relevant sikkerhedsudstyr (mobiltelefon, pagajflyder, lænsepumpe, bugserliner, førstehjælpsgrej samt ekstra pagaj) medbringes, således at man alene eller i gruppen er i stand til at bjærge sig selv.
5. Afstand til kysten.
Roning skal normalt ikke foregå i en større afstand fra kysten, end at roeren kan bjærge sig hurtigt i land.
Frigivne havkajakroere, eventuelt i følgeskab med andre roere i havkajak, må gerne ro i en større afstand fra kysten, forudsat at de kan bjærge sig selv.
6. Krav til turleder/instruktør
Turlederen/instruktøren skal altid udfylde “turkort”, der placeres i forruden på turleders bil. “Turkortet” skal indeholde oplysninger om:
a. navn på turleder/instruktør
b. antal deltagere på turen
c. turens mål
d. klokkeslæt for forventet hjemkomst
Turlederen informerer deltagerne om turens længde, formål, organisering, sikkerhedsforhold mv.
Turlederen skal tage højde for deltagernes forudsætninger samt de aktuelle vejrforhold samt have taget højde for “worst case” situationer på den planlagte tur.
/Senest revideret og vedtaget i april 2012
|